Sjæklen 2018

18 ne eller i hjemhavnen. Handelskvaserne sejlede i reglen ålene til København eller til de nordtyske havne i Kiel og Flensborg, hvor- fra der var jernbaneforbindelse til Hamborg og Berlin. I stor- byerne betragtedes ålen som en delikatesse, og efterspørgslen efter friske fisk var stor. Ofte havde de danske åledrivvodfiskere aftaler med handelskvasernes bagmænd (opkøbere, grossister) om at aftage hele årets fangst. Handelskvaserne transporterede dog også fisk til andre havne. I 1896 afsejlede f.eks. mellem fire og 10 handelskvaser hver må- ned med levende fisk (hovedsagelig ål, men også torsk og flad- fisk) fra Torø Huse umiddelbart syd for Assens. Hoveddestinatio- nen var København, men kvaserne anløb også hyppigt de gamle danske byer Kiel og Flensborg samt byer som Aarhus, Faaborg og Nakskov, ja sågar Norge. 14 Returlasten var ofte mursten og brænde, men hyppigt var skibene ” ledige ” ved hjemkomsten. Da åledrivkvaserne blev større, så fiskerne kunne komme rundt i alle danske farvande med deres vod, sejlede en del fiskere selv fangsten til opkøberne i de store havnebyer og sparede derved mellemhandleravancen. Tidlig registrering af danske skibe Maleriets båd- og fiskeritype er bestemt med rimelig sikkerhed, men hvad står mærket ”N8” i mesansejlet for? Mærkning af danske skibe og fiskerbåde er et mangefacetteret område, der gennem det meste af 1800-tallet udviklede sig og blev til et ind- viklet sæt af love og regler, der efterlevedes i større eller mindre grad og var påvirket af såvel privat som lokal foretagsomhed samt underlagt statslige interesser. Skibsregistrering var både en tryghedsskabende foranstaltning for besætningernes fami- lier og virkede som en forretningsmæssig fordel for rederne. Det var desuden et middel for forsikringsselskaberne til at do- kumentere forliste skibes identitet og for myndighederne til at identificere eventuelle skadevoldende fartøjer. Registrering af danske skibes antal og størrelse m.m. var allere- de inden 1800 af betydning for landets ledelse af flere forskel- lige grunde. Ifølge en forordning af 18. april 1744 skulle f.eks. stenfiskerjagter og sandbåde (mindre fartøjer, der sejlede sand til de voksende kystbyers bygning af huse og havne) 15 af ar- bejdsmiljømæssige årsager måles og mærkes med nummer og drægtighed. Formålet var at undgå overlastning og forlis. For- ordningens påbud blev imidlertid ikke altid overholdt, og den blev derfor indskærpet ved ny forordning af 25. juni 1816 og igen i 1829. Mærkningen bestod af en ”sortmalet Blikplade fast- spigret udenbords ved Forstavnen, hvorpaa med tydelige hvid- malede Bogstaver maa være anført Fartøjets Nummer og dets fulde Drægtighed”. 16 Fra 1833 skulle sandbådene desuden have deres målingsnummer malet i storsejlet. 17 Bestemmelsen om den sortmalede plade og de hvide bogstaver var for besværlige og blev ikke efterlevet. Som konsekvens heraf stillede myndig- hederne sig tilfreds med, at bådene blot malede deres nummer på forstævnen i en afvigende farve. 18 Ved plakat af 1804 bestemtes, at alle danske skibe skulle må- les og mærkes, og kongens initialer samt ”Dansk Ejendom” ind- hugges i ”skibsbjælken” ved stormasten. Viden om antallet af danske skibe og deres drægtighed var under Englands-krigen 1807-1814 af største vigtighed. Lodsoldermændene skulle føre lister over såkaldte ”transporttjenlige” fartøjer. Listerne, der oplyste om skibenes drægtighed, skulle en gang årligt sendes til ”den kommanderende General”. 19 Hær- og flådeledelsen kunne på denne baggrund skønne over mulighederne for fremføring eller tilbagetrækning af tropper og forsyninger. Ved kancellipla- kat fik landets amtmænd i 1808 påbud om at udarbejde opteg- nelser over alle både, der lå i strandkanten på kysten uden for havnene, så myndighederne havde mulighed for at identificere og kontrollere de både, der mistænktes for at kommunikere med fjenden. Kolera, kystpoliti og bådregistrering 1831 truede den asiatiske kolera med at invadere Danmark. Den opstod som epidemi i Ganges-deltaet og bredte sig i løbet af kort tid til Rusland, hvorfra den via Tyskland fortsatte ud i det meste af Europa. 20 Som konsekvens heraf indførte Danmark i 1831 karantæneforanstaltninger for især østfra indkommende skibe, og ethvert samkvem mellem befolkningen og skibene blev forbudt. Breve fra kolerabefængte lande skulle perforeres