Sjæklen 2018

173 lange og 2½ meter høje frise med 10 tegnede tableauer af es- bjergfiskeriets historie, ”150 års esbjergfiskeri – en tegnet krøni- ke”. Emilia Rubæk Holms frise giver et overblik og en mulighed for at fordybe sig i den historiske baggrund for fiskeriet, samti- dig med, at den udgør en markant visuel fornyelse af museets udstillingssprog. Vælger gæsten i stedet for at se til højre, når hun træder ind i rummet, møder hendes blik et 7 x 7 meter stort grafisk tegnet søkort over Nordsøen. Søkortet er tegnet af Joakim Engel og bærer overskriften ”Et hav af navne”. Det er plastret til med næ- sten 200 stednavne – navne på fiskepladser, som esbjergfisker- ne har kendt og besøgt igen og igen. For en fisker udgør havet og havbunden et broget landskab i tre dimensioner fyldt med muligheder for at gøre gode fangster. Vanddybden i Nordsøen er mange steder under 50 meter, hvilket giver optimale betin- gelser for liv, og for at få maksimalt udbytte af rigdommene, er det vigtigt for fiskerne at kunne finde rundt og finde tilbage til gode pladser. Mange navne er opfundet af fiskerne selv og kan kun ses på dette søkort – andre navne er gængse og findes også på almindelige søkort. Navnene er uundværlige for fisker- ne i udvekslingen af erfaringer om fiskeriet, og de illustrerer på smukkeste vis, hvordan fiskeres verdensbillede er helt anderle- des fra landkrabbers. Kortet er da også blevet til på baggrund af uvurderlig hjælp fra en håndfuld af de interviewede fiskere, der har sat ord og stedbetegnelser på den verden på havet, som var deres hjemmebane, mens de var aktive i fiskeriet. I en fiskerhytte til venstre for gæsten, når denne træder ind i rummet, kan høres lyden af stemmer. Her gives et lille udpluk af demange lydoptagelser fra demange interview, samlet og stillet til rådighed for den, som giver sig tid til at sætte sig ned og lytte. Seks historier fortalt af fiskerne selv. Om at rense rødspætter fra morgen til aften, om at være bange til havs, om at forlise og bli- ve reddet, og om en begivenhed, som i 1973 i usædvanlig grad fik fiskerne til i fællesskab at træde i karakter: Da kutterejerne enedes om at blokere udsejlingen fra Esbjerg for Grindstedvær- kets giftskib ”Grindal” og på den måde fik sat miljøbeskyttelsen på dagsordenen i en grad, som gav genlyd i hele Danmark. Kaster man blikket ligefrem i rummet fra indgangen til udstil- lingen, fyldes synsfeltet af de fiskere – ’ambassadører’ - hvis portrætter i et format på 120 x 180 centimeter sammen med deres udvalgte tema og et fyndigt citat italesætter livet som fis- ker på vegne af alle esbjergfiskerne og deres familier. De ældste er født i midten af 1920’erne og begyndte at fiske i starten af 2. verdenskrig. Andre har haft deres første ’storhedstid’, mens fiskeriet var frit, og økonomien boomede i 1960’erne, og atter andre måtte primært håndtere de vilkår, som kom til at gælde, da erhvervsfiskeriet fra 1980’erne blev tiltagende problematisk med hensyn til kvoter, bifangstregler og dermed fiskerikontrol. Nogle udtrykker i udstillingen blot glæde over et dejligt liv med fiskeriets store og små genvordigheder, og de to kvindelige re- præsentanter for fiskernes familier og hjemmefront tilføjer en dimension, som minder os om, at uden hustruer, som var vil- lige til at stå for alt mellem himmel og jord, mens mændene lå på havet, ville esbjergfiskerne aldrig i samme grad have kunnet koncentrere alle kræfter om fiskeriet. Overskrifterne på de tyve Tyve fiskere og fiskerhustruer fremtræder i udstillingen som ”ambassadører” for alle esbjergs fiskere og fiskerfamilier i 1900-tallet. Her betragter fiskeskip- per Vagn Holm den del af udstillingen, som han selv har bidraget til i form af portræt og fortælling. Foto: Morten Fog.