Sjæklen 2018

16 man ikke (sømilegrænsen var ¾ sømil, ca. 1,4 km), og i stedet optog danskerne i løbet af få år åledrivvodfiskeriet, som blev en populær og givtig fiskemetode indtil efter Anden Verdenskrig. 7 Nogle af de tyske vodfiskere giftede sig med danske kvinder og ansøgte om dansk statsborgerskab for ad den vej at få ret til at udnytte det danske fiskeriområde. 8 Indførelsen af drivvodfiskeriet skabte voldsom debat i Danmark i 1870´erne og 1880´erne. Striden stod mellem lokale menings- dannere samt enkelte politikere på den ene side og regering og Rigsdag på den anden side. Frygten var, at det effektive vodfi- skeri ville tømme fjordene for fisk, så de små husmandsfiskere, der måske et par gange om ugen roede ud og fiskede til eget forbrug og til salg i den nærmeste omegn, ikke længere ville kunne brødføde sig selv. Dermed kunne de risikere at blive et samfundsbelastende fiskerproletariat, som ville øge presset på fattigforsorgen. Skiftende regeringer og rigsdagsflertal mente derimod, at fiskebestandene hurtigt gendannedes, og de så store samfundsøkonomiske gevinster ved at udnytte havets re- surser bedre end hidtil. Ålevodfiskeri blev derfor ikke forbudt i Danmark. 9 Trawlfiskeri blev forbudt i de indre danske farvande, mens vodfiskeri var tilladt, blot voddet ikke tyngedes ned med Assens havn 1905 med to åledrivkvaser ved nordre mole. Klyverbommene fortil og drivbommene agter ses tydeligt. Voddene er hængt til tørre. I begyndelsen af 1900-tallet var ålefangsterne i Lillebælt store, og ål eksporteredes i stor stil med transportkvaser til København, Flensborg og Kiel. I 1930´erne blev ålegræsset i Lillebælt og Sydfynske Øhav ramt af sygdom, og mængden af ål reduceredes betydeligt. I midten af billedet ses Assens kirke og den hvide toldbygning.