Sjæklen 2018

130 streret i de tre år, ligger på lidt over 20 gylden om måneden, fik hvalfangerne kun en månedshyre på 17 gylden. Til gengæld fik de andel i overskuddet af rejsen og det kunne tit løbe op i anseelige summer, selvom der selvfølgelig var en vis risiko forbundet hermed. Længst væk sejlede tre søfolk, der tog hyre på skibe ejet af Veree- nigde Oostindische Compagnie, Det Nederlandske Ostindiske Kom- pagni. I 1780 tog Claas Jacobsen hyre på skibet ”D`Naarslighyt te Huyshrovend” og i 1787 var det Simon Jensen og Simon Nielsen, der gik ombord i ”De Goude Vrouw”. De sidstnævnte har sandsynligvis rejst sammen hjemmefra og holdt sammen, for de er forhyret sam- me dag, den 28. november 1787, og de boede begge to på herber- get ”Swaan en tonden” i Ridderstraat i Amsterdams havnekvarter. 25 En sådan rejse til østen var lang, farefuld og besværlig. De store ostindiefarere med op til 200 mand ombord 26 sejlede langsomt og nåede først Batavia (nutidens Jakarta i Indonesien) efter otte eller ni måneders rejse, kun afbrudt af et stop i Cape Town. Returrejsen fra Batavia var lidt kortere på grund af den medløbende sydøstmon- sun og tog kun gennemsnitligt syv måneder. 27 På især udrejsen var dødeligheden høj, dels på grund af uheld under sejladsen, men især på grund af tyfus. I denne periode lå dødeligheden på udrejsen på 15%, i sammenligning med 4% blandt gennemsnitsbefolkningen i Nederlandene. Lige så snart skibene ankrede op på reden ud for Batavia, blev de syge sendt i land til hospitalet, der lå på et særligt udsat sted. Malaria var udbredt i Batavia, især efter 1735, og dødeligheden her lå i nogle år på 33%. 28 Sandsynligheden for at Claas og de to navnebrødre igen så hjemstavnen er derfor meget usandsynlig.” 29 Søfolk med kiste. Johannes Hermanus Koekkoek (1778 – 1851). Zeeuws Archief, Zeelandia Illustrata, III, nr. 1010.