Sjæklen 2018

11 har der ikke været landet industrifisk i Esbjerg. Det forholdsvis hurtige stop for fiskeri i byen betyder, at fiskeriet virker som om, det foregik i en helt anden tidsalder, hvor mænd var fure- de, frygtløse bølgebesejrere og kvinderne hjemmegående mad- mødre i forklæde. Men fiskerne og deres koner lever endnu og har fået både stemme og ansigt i den markante udstilling. Men hvad sker der egentlig med et samfund, når fiskeriet for- svinder? Det undersøger Jeppe Skovgaard Brandtoft, Kristen Ounanian og Troels Jacob Hegland i artiklen om Lildstrand. Her er fiskeriet forsvundet i løbet af de sidste ti-tolv år og kun gan- ske få af de tidligere beboere er blevet tilbage. I 2007 indfører man i Danmark et nyt system med fartøjskvoteandele – FKA- systemet. De enkelte fartøjsejere får dermed raderet over en andel af de danske kvoter, en ret de kan sælge videre. Mange fiskere er på dette tidspunkt dybt forgældede, og de nye regler giver dem mulighed for at starte på en frisk uden for fiskeriet. Men som forfatterne forklarer, er fiskernes valg et fravalg af en gældstynget tilværelse, ikke et tilvalg af en ny og spændende tilværelse i et andet erhverv. Og mange fiskere ser nærmest skamfuldt tilbage på deres afhændelse af kvoter – og kører nu østpå til Thorup Strand for at opleve lidt af den gamle stemning på kysten, hvor såkaldt maskulin solidaritet og maskuline vær- dier er i højsædet. Med Charlotte Bie Thøstesens artikel om projekt FiSK er vi nået helt op til i dag. Projektet har været et partnerskabsprojekt mel- lem Københavns Universitet og akvarieinstitutioner i hele Dan- mark. Det er gået på to ben med både et forskningsmæssigt og et formidlingsmæssigt aspekt. FiSK har resulteret i en ræk- ke interessante erfaringer omkring samarbejde og erfarings- udveksling mellem akvarierne og universiteterne. Og så er der blevet uddelt ikke mindre end en halv million FiSK-opskrifter. Projektet er et moderne eksempel på en ny formidlings- og forskningsform, hvilket er noget vi bruger mange kræfter på i denne tid. Det er min holdning, at velfærdsinstitutioner som statsanerkendte museer spiller en vigtig rolle i forhold til at in- volvere og inddrage både civilsamfund, offentlige aktører og virksomheder i at tage ansvar for at passe på vores demokrati og planet. Og jeg håber, vi med denne Sjæk’len endnu en gang har knyttet et stærkt bånd til både erhvervsliv og de mange sær- ligt interesserede i historier fra livet med, ved og fra havet. Vi befinder os i en tid, hvor EU slår sprækker, hvor demokrati- er udfordres af fake news og computer-trolde, skæv fordeling af viden og engagement, og en hastig forandring af klimaet, hvor planeten er under massivt pres fra vores forbrugsmønstre. På mange måder står vi, som for 70 år siden, på bagkant af en verdensorden, der skal forandres øjeblikkeligt. Og i denne for- andring står Esbjerg – som sædvanlig – centralt, denne gang som vigtigste aktør mod en bæredygtig energiproduktion, selv- følgelig med vindenergien som det centrale. Så alting er altid som aldrig før i Esbjerg, og det skal byens museumsattraktion selvfølgelig afspejle. David Dupont-Mouritzen Museumsdirektør