Sjæklen 2017

93 om, at lovændringen ikke gjaldt for os, viste sig at være tom- me. Diskussionen blev derfor, om uddannelsen fra Esbjerg skul- le flytte til Kolding eller om dansk og engelsk skulle flyttes fra Kolding til Esbjerg. Da der lå to fag i Kolding og kun ét i Esbjerg, endte det med, at historiestudiet i 2007 måtte flytte til SDUs campus i Kolding. I sidste ende havde vi selv valgt flytningen. Alternativet var, at uddannelsen ville blive nedlagt eller flyttet til Odense. Daværende dekan og institutleder var ikke glade for vores valg. Men historieuddannelsen i Jylland fik endnu nogle år, dog færre end vi havde håbet. Center for Maritime og Regionale Studier Sammen med historiestudiet var der blevet etableret et forsk- ningssamarbejde med Fiskeri- og Søfartsmuseet. Fiskeri- og Søfartsmuseet havde i 1994 sammen med Aarhus Universitet grundlagt et fælles forskningscenter: Center for Maritim og Regional Historie (CMRH). Museumsinspektør Poul Holm var blevet centerleder som forskningsprofessor. Da Syd- dansk Universitet etablerede sig i Esbjerg, opsagde museet af- talen med Aarhus Universitet og i 2000 begyndte de et samar- bejde med Syddansk Universitet. Fra Fiskeri- og Søfartsmuseet indgik i samarbejdet daværende museumsdirektør Morten Ha- hn-Pedersen og museumsinspektør Mette Guldberg som seni- orforskere samt museumsinspektør Søren Byskov som forsker og senere seniorforsker. Universitetet ansatte Poul Holm som professor i maritim historie, og han fortsatte således som cen- terleder. Desuden blev jeg tilknyttet centret, og centret fik tildelt en ph.d.-studerende (Maibritt Bager). Poul Holm brugte CMRH til at søge eksterne midler til store projekter, især inden for maritim miljøhistorie. Han var dygtig til at tiltrække store internationale bevillinger og kunne derfor ansætte flere ph.d.-studerende, der bidrog til det ellers lille mil- jø, bl.a. Bo Poulsen og René Taudal Poulsen. Det største projekt var nok History of Marine Animal Populations (HMAP). Centrets navn blev ændret til Center for Maritime og Regionale Studier (CMRS), fordi Poul Holm mente, at ordet ”historie” begrænsede centrets muligheder. Vi fik nu også en adjunkt i kulturhistorisk hverken fakultet eller institut fra starten en klar plan eller stra- tegi for, hvad de ville med den nye campus, og institutlederen i Odense var ikke særligt positiv over for udviklingen i Esbjerg. 1 Vi havde dog stor frihed, så længe vi kunne undgå at involvere ledelsen i Odense. Og den frihed havde vi glæde af. Selve studiet lå under Studienævnet for Historie i Odense og havde samme studieordning. Det havde fordele, men indebar også nogle udfordringer. Vi var fri for at opfinde den dybe tal- lerken selv, men reglerne, som kom fra Odense, var tilpasset betingelserne på den store campus med flere spor. De passede derfor ikke altid til Esbjerg, hvor der kun var ét hold studerende. Det gjorde fx, at det var svært at udbyde en række valgfag som i Odense. Det var derfor en fordel, at jeg i år 2000 blev medlem af studienævnet som repræsentant for Esbjerg. Vi havde et godt samarbejde i studienævnet, og i studieordningen blev der diffe- rentieret mellem forholdene i Odense og Esbjerg, således at der blev taget hensyn til de forskellige forhold. Det virkede godt. I 2003 blev jeg studiekoordinator for historiestudiet i Esbjerg (i dag ville man sige studieleder). Historiestudiet i Esbjerg var lille i forhold til Odense og de andre universiteter. Derfor kendte vi vores studerende og vi havde en tæt kontakt til dem. Det betød bl.a., at studerende med proble- mer havde bedre mulighed for succesfuldt at afslutte deres ud- dannelse, fordi man uden at sænke niveauet kunne hjælpe dem i forhold til deres udfordringer. Historiestudiets styrke var dog også dets svaghed. Vi manglede simpelthen studerende, og le- delsen i Odense havde i forbindelse med fusionen haft helt ure- alistiske forestillinger om, hvor mange vi skulle tiltrække. Der var forventninger om 60-70 studerende. I de bedste år nåede vi et optag på 30-40 studerende, i de dårlige kun 15-20. Det relativt lille antal studerende var ikke den eneste udfordring. En anden var, at der i Esbjerg kun fandtes én uddannelse, der gav gymnasiekompetence. Det blev et problem, da Folketinget i 2003 ændrede universitetsloven. Nu skulle man nemlig have to fag for kunne undervise i gymnasiet. Og der var ingen chancer at få et nyt fag til Esbjerg. Alle løfter fra politikere og ledelsen