Sjæklen 2017

67 blev tilgængelige for publikum, dels blev lettere at arbejde med for museets skibstømrer. At museet så samtidig kunne spare penge på ekstern husleje var yderligere en sidegevinst, som vi gerne tog med. Sikkert var det også, at de nye bygninger, som man forestillede sig opført i frilandsudstillingen, åbnede mu- lighed for at flytte relevante genstande vedrørende en række forskellige maritime håndværk ud fra museets magasiner og over i de nye bygninger. Derimod var det et spørgsmål, hvad vi rent faktisk kunne få af relevante bygninger. På det overord- nede plan gav de forskellige miljøers tema en ramme for, hvil- ke bygningstyper, der kunne være tale om, men hvor stod der konkrete bygninger, som var til at få fat på inden for overskuelig tid og økonomi? Denne problemstilling kastede både museets bestyrelse og personale sig over med stor ildhu, og snart sad Poul Holm og undertegnede med oversigter over en række mu- ligheder, der efterfølgende blev besigtiget. Planen var at opbygge den nye frilandsudstilling i et indhegnet areal på 11.000 m 2 af det grønne område, som lå umiddelbart nord for museets bygningskerne. Området hørte til museets grundareal på omkring 40.000 m 2 , men blev benyttet som rekre- ativt område af beboerne i Sædding. Planerne for frilandsudstil- lingen skulle derfor gennem projektering og lokalplanarbejde med tilknyttet høringsrunde blandt lokalbefolkningen, inden ar- bejdet kunne sættes i gang. Takket være et særdeles godt sam- arbejde med Esbjerg Kommune lykkedes det at få disse ting på plads i løbet af foråret 1988. Hermed var der ro på bagsmækken i forhold til det videre arbejde, hvis organisering og økonomi langt hen også faldt på plads, da det i løbet af samme forår i samarbejde med Arbejdsmarkedsnævnet for Ribe Amt lykkedes at få frilandsopbygningen godkendt som beskæftigelsespro- jekt. Det sikrede en vis bemanding på projektet ved siden af mu- seets folk samt også et økonomisk tilskud til arbejdet ved siden af de midler, som museet enten selv kunne stille til rådighed for projektet eller sikre via fondstilskud og lignende. Til at styre det praktiske arbejde på projektet ansatte vi i foråret 1988 Lars Petersen, der med en baggrund som murer og bygningskon- struktør havde den fornødne kompetence til at løse en opgave af denne karakter. Lars gik løs på opgaven med krum hals, og ning af museets fysiske rammer ville derfor være påkrævet, hvis man skulle kunne påtage sig opgaven. Traditionelt museums- byggeri var imidlertid dyrt, og museets økonomi var ikke den bedste, idet de offentlige tilskud gennem årene var blevet udhu- let på grund af manglende fremskrivninger. Bedre blev det ikke af, at den stigende sommerhusturisme medførte en vækst i an- tallet af nye attraktioner i Vestjylland, hvilket skærpede konkur- rencen om turisterne i sommerlandet og pressede Fiskeri- og Søfartsmuseets stadig vigtigere egenfinansiering via entréer. For at løse denne gordiske knude af komplekse udfordringer havde museets dengang nytiltrådte bestyrelsesformand, un- dervisningskonsulent Hans Jørgen Laustsen, i 1987 udkastet en ide om opbygning af en frilandsudstilling ved Fiskeri- og Søfarts- museet. Her kunne man gennem et relativt billigt byggeri få løst en række pladsproblemer, dokumentere udviklingen på Esbjerg Havn via opførelse af bygninger og værksteder herfra og på den måde opbygge et publikumstilbud, som kunne konkurrere med sommerlandene. I efteråret 1987 vedtog bestyrelsen, at frilandsprojektet skulle realiseres. Ansvaret herfor blev lagt på skuldrene af den nyansatte direktør, men heldigvis var der rig- tig mange til at løfte opgaven. Fælles løft Den overordnede ide med det nye frilandsområde var at skabe en udstilling med fokus på de maritime erhvervs landbasere- de del i tiden fra slutningen af 1800-tallet og frem til 1950’erne. Hovedingredienserne i udstillingen skulle være en række se- parate afsnit med hver sit tema, nemlig en kystlandingsplads, et klitmiljø samt et havneområde med skibsværft og arbejden- de værksteder. Så meget lå klart fra starten, mens det endnu var mere usikkert præcis hvilke elementer og bygninger, der skulle indgå i hvert enkelt afsnit. Det måtte afhænge af, hvad museet i forvejen rådede over, og hvad der kunne skaffes un- dervejs i processen. Sikkert var det, at museets samling af træ- byggede fartøjer på én eller anden måde skulle indgå. De var dengang placeret på en gård uden for byen, men frilandsud- stillingens nye miljøer og bygninger åbnede mulighed for at få størstedelen om ikke alle fartøjerne flyttet til museet, så de dels