Sjæklen 2017

59 Fiskeriuddannelser Problemstillingen fulgte vi op de kommende år. Jeg fandt ud af, at fiskere, der ville være fiskeskippere, fik en uddannelse sam- men med handelsflådens folk med en masse fag, der drejede sig om handelsskibe uden relevans for fiskere. Jeg foreslog der- for Direktoratet for Søfartsuddannelserne, at der blev lavet en særlig fiskeskipperuddannelse. Den senere forstander for Fanø Navigationsskole, Fischer, sad i direktoratet dengang, og han havde selv arbejdet med de samme ideer. Resultatet blev, at direktoratet nedsatte en arbejdsgruppe til at lave forslag til en separat fiskeskipperuddannelse, hvor jeg blev medlem. Vores forslag var at tage ikke-relevante fag ud af den eksisterende ud- dannelse og erstatte dem med relevante fag for fiskeriet, bl.a. fiskeribiologi, meteorologi og hydrografi. Forslaget blev accepteret, og forsøgsuddannelsen blev placeret på Esbjerg Sømandsskole og i de fag, som jeg havde foreslået, underviste jeg i vores laboratorium og skolestue. Uddannelsen blev vedtaget efter to års forsøgsuddannelser. Det medførte, at Direktoratet kom til Fiskerimuseet for at drøf- te, om de kunne bygge en etage på østfløjen, der kunne rumme uddannelsen. Det blev nu ikke til noget, da Fischer kort tid efter blev forstander på Fanø Navigationsskole, hvor uddannelsen blev overført til. Fiskerimuseet blev fremover involveret på en række fiskeripoli- tiske områder. Jeg var med til at etablere fiskeriteknologuddan- nelsen, hvor de biologiske fag i starten foregik på Fiskerimuse- et – en uddannelse, der stadig tilbydes på Ålborg Universitet i Esbjerg. Også uddannelsen af fiskeribetjente var Fiskerimuseet med til at etablere. Da fiskerigrænsen i 1982 blev udvidet til 200 sømil, skulle Søvær- net forestå fiskeriinspektion ved Færøerne og Grønland, og Fiskerimuseet blev rådspurgt om uddannelse af særlige fiske- riofficerer. Uddannelsen blev gennemført på Holmens Officer- sskole, men i tre dage af uddannelsen kom officererne i mange år til Fiskerimuseet, hvor jeg underviste i fiskeribiologi, fiskeri og fiskeripolitik med øvelser i laboratoriet. Og det hele fortsatte De første år var hektiske med lange arbejdsdage, men det var sjovt og lærerigt. Vi fandt ud af, at det var centralt, at vi sommu- seumsfolk havde en bred kontaktflade udenfor huset. Udover at formidle den viden, vi oparbejdede, deltog vi aktivt i omverde- nens debat af emner inden for vores område – uanset at nogle fandt, at vi politiserede. Viden kan kun bidrage til at få nuancer i debatten og dermed bidrage til mere kvalificeret dialog. Da jeg underviste fiskere, var der flere, der sagde noget i retning af: ”Hvis ikke du er fuld af løgn, så ser det ikke godt ud for fremti- dens fiskeri i Esbjerg” . Men det var svært at komme igennemmed budskabet om, at fiskeriindsatsen skulle tilpasses bestanden af fisk i havet. Det blev betvivlet med aktuelle fakta: Fiskeriet hav- de aldrig fanget så meget som dengang, og så er det svært at tænke 10 år frem. Dengang var der 550 fiskekuttere i Esbjerg; i dag er der vel 10. Men vi holdt fast i, at denne del af museets virke var vigtig i vores formidling, og de kommende mange årtier deltog Fiskerimuse- et i debatten indenfor vores virkeområde. Det var f.eks. bloke- ringen af ”Grindal”, 2 debatten om fredning af Vadehavet og Det fremskudte Dige, 3 debatten om bifangst af marsvin, 4 debatten om hjertemuslingefiskeri i Vadehavet og en række andre sager. I marts 1971 anskaffede vi en lille 18 tons fiskekutter en såkaldt haj, som udover at være en museumsgenstand til samlingen, kunne bruges til indsamling af fisk til akvariet, men ikke mindst til formidling og kurser. Her en skoleklasse ombord. Foto: Svend Tougaard.