Sjæklen 2017

54 de keramiske skulpturer. Det viste sig, at den ene skulle giftes dagen efter, og det havde svendene fejret med en øl efter fyraf- ten. De havde selv stået for opfyldningen med det varme vand, og havde fået lyst til en svømmetur. De kom hurtigt op, da de opdagede Mees. Et par af skulpturerne var væltet og én brækket. Den blev dagen efter repareret, og efter to dage kunne vi endelig fyl- de klart saltvand i akvarierne og bede fiskerne tage fisk med ind til os. Vi fik en lastbilfuld levende hundestejler, som Søren Andersen fra Marsvinestationen i Strib havde fanget til os. På forsøgsdambruget i Brøns lånte vi en masse regnbueørreder, laks og almindelige ørreder og nogle stører, som de havde gå- ende. Fra Vestkrafts kølevandsindtag fik vi adskillige stenbidere, og fra et par rusefiskere fik vi ål og småfisk. Så til åbningen havde vi fisk i alle akvarierne, selvom der ikke var så mange forskellige. Der var små regnbueørreder i et akvarium og store regnbueørreder i at andet, og det største akvarium var fyldt op med tusindvis af hundestejler. Og det var en ny oplevelse for de fleste gæster overhovedet at se saltvandsfisk i så store akvarier. I Danmark var det trods alt kun i Danmarks Akvarium, at man kunne se noget tilsvarende. Vi fik dog rimeligt hurtigt samlet mange forskellige fisk ind, men havde problemer med dødsfald i begyndelsen. Vi manglede de tre måneder uden publikum til at øve os. – En kaotisk begyndelse, som vi ”overlevede”, og vi skulle nu igang med det egentlige arbejde med publikum og formidling/ undervisning. Indsamling af levende fisk Hele sommeren brugte vi på at få indrettet undervisningsafde- lingen med det nødvendige udstyr, få teknikken og rensnings- anlægget til saltvandet til at fungere og finde ud af, hvordan vi skulle fodre fiskene, og med hvad. Vi skulle også finde en me- tode til, hvordan fiskerne, som fangede fisk til os, kunne holde liv i fiskene ombord, til de kom tilbage til Esbjerg. Det viste sig nemlig i praksis, at størstedelen af fiskene døde, inden de var tilbage i havn. Der kom også et forståeligt ønske fra fiskerne om, at vi skulle bygge et kar, der kunne passes ind på dækket, så det ikke var i vejen i deres arbejde. Vi fik bygget kar på to kuttere og satte en lille elektrisk pumpe ombord, så vandet i karret hele tiden blev udskiftet med frisk vand fra havet. Det fungerede godt. Endda så godt, at besæt- ningen på kutteren ”Freja” takkede os for at redde deres liv. De var kommet i dårligt vejr, og kutteren sprang læk. De var kun to mand ombord, og det kneb for dem at holde trit med lænsnin- gen med håndpumpen. Så medens den ene pumpede, riggede den anden vores lille pumpe op til at hjælpe med lænsningen. Det var lige præcis nok til, at de kunne holde kutteren flydende, indtil der kom undsætning med pumpegrej, så de kunne sejle i havn. Dette styrkede vores forhold til fiskere på missions-Kajen. Vi fik overtalt bestyrelsen til at købe en påhængsvogn, der kun- ne påmonteres vore to privatbiler. Dengang skulle en påhængs- vogn synes til hver enkelt bil, så det var bekosteligt, men vore private biler var ved at ruste op indefra, fordi det var umuligt ikke at spilde saltvand i bilen, når vi hentede fisk. Vi har mangen en lørdag nat holdt på missions-kajen og ventet på, at kutteren kom ind med fisk. Vi var kun os to på akvariet og skiftedes til holde vagt og fodre fiskene om søndagen og også assistere i billetsalget, når det var nødvendigt. Særudstillinger Hen over sommeren havde vi fået rimeligt styr på det tekniske og praktiske med akvariet og kunne kikke lidt rundt på de øvrige opgaver. Vi var enige om, at vi ville have liv i huset – ikke kun om somme- ren, hvor sommerturisterne myldrede ind, men også i vinter- halvåret ville vi gerne trække Esbjergs borgere ud og se, hvad huset også kunne. Skulle det lykkes allerede den første vinter, måtte vi tage ud- gangspunkt i det, vi allerede vidste og supplere med det, vi kun- ne nå at samle sammen.