Sjæklen 2017

52 Horst Meesenburg og jeg blev ansat til at realisere denne ny- skabelse i den danske museumsverden: Et saltvandsakvarium på et museum – og gøre os tanker om at få en naturhistorisk afde- ling integreret med et kulturhistorisk museum. Samtidig skulle vi planlægge og forestå undervisning på alle niveauer i de to lokaler, der var indrettet med marinbiologisk laboratorium og auditorium, også på Karl Eriks initiativ. På bar bund Horst Meesenburg (Mees) og jeg kendte hinanden, før vi kom til Esbjerg. Mees var lærer i geografi på Tønder Statsseminarium, hvor jeg tog lærereksamen med speciale i geografi og biologi og efterfølgende blev ansat som seminarielærer – først som vikar for og senere kollega til Mees. Jeg var i 1967 i København for at videreuddanne mig i økologi/ biologi på Lærerhøjskolen/DPU og zoologi på universitetet, da Mees ringede til mig og fortalte, at der var mulighed for, at vi kunne søge to nyoprettede stillinger på det planlagte Fiskeri- og Søfartsmuseum i Esbjerg. Og det gjorde vi. Mees blev ansat som akvariebiolog og jeg som akvariemester; det, der var budgette- ret med. Vi vidste absolut intet om at få saltvandsfisk til at overleve eller den komplicerede teknik bag saltvandsakvarier, men vi vidste, at vi kunne arbejde sammen. Jeg boede jo i København, da vi blev lovet ansættelse, så jeg aftalte med Danmarks Akvarium i Charlottenlund, at jeg kunne komme i praktik og øve mig i at passe fisk og styre teknikken bag det komplicerede vandrens- ningsanlæg. På bar mark Vi blev ansat 1. februar 1968, få måneder før åbningen den 24. april. Vi var blevet lovet, at der ville være vand i akvarierne, klar til at modtage fisk, når vi kom, så vi havde tid til at samle fisk ind og få indretningsdetaljer på plads. Men det skulle vise sig ikke helt at holde stik. Vi kom til en åben bygning, hvor taget ikke var færdigt og akvarierne ikke monteret. Vi fik dog rigeligt tiden til at gå på byggepladsen. Museumsaf- delingens fem medarbejdere holdt til i de lokaler, museumsfor- eningen havde lånt af kommunen i FDBs nedlagte tobaksfabrik, da foreningen var kommet i gang, men vi skulle indrette akva- riet og, viste det sig, sørge for at få bygget de mindre akvarier, der skulle bruges i den ene væg i udstillingen. Vi var jo nye i byen, men fik hjælp af Karl Erik på seminariet. Han fik overtalt pedellen til at hjælpe. Mees og jeg fik et kursus i svejsning i PVC, og vi stod i kælderen under akvariet og svejsede 30 akvarier på ca. 100 l hver til brug i udstillingen og til karan- tæne og reserve. Tre uger før åbningen kom der ruder i de store akvariekummer. De nye keramiske kunstværker blev sat op nede i akvarierne, men det viste sig imidlertid, at det kit, som akvarieruderne var sat i med, var for stiv i den kulde, der var i huset, så kittet kunne ikke presses ind i betonrammen. Det var nødvendigt at fylde akvarierne op med varmt vand, så varmen kunne gøre kittet blødere, og trykket fra vandet kunne presse det blødere kit ind i betonrammen og gøre kitningen vandtæt. Først 14 dage før åbningsdatoen var vi klar til at komme varmt vand i akvarierne, og vi havde stadig ingen fisk at vise publikum til åbningen. For at neutralisere et eventuelt skadeligt udtræk fra betonen, blev det varme vand tilsat soda. Akvarierne blev fyldt op med det varme vand, som stod dampende i det kolde lokale. Vi gik glade hjem. Nu kunne vi i morgen tappe soda-vandet af og pumpe frisk saltvand ind fra den 300 meter lange rørledning, der var gravet ned i havbunden ud for museet og – ikke mindst – begynde at samle fisk ind. Det kunne vi jo ikke gøre på forhånd, for vi havde ingen steder at opbevare dem. I varmt vand Mees, der boede tæt på Fiskerimuseet, gik samme aften fortrøst- ningsfuld en aftentur med sin kone hen på akvariet for at se, om akvarieruderne var blevet tætte. Han fik sig en overraskelse. Da de kom ned i akvariehallen lød der høje råb, og i det største af akvarierne svømmede fire nøgne smedesvende rundt mellem