Sjæklen 2017

48 er afgørende. Det pædagogiske potentiale forstærkes af, at mu- seernes genstande er den ”ægte vare”, de er autentiske. Det er svært at benægte, at der er noget magisk ved at stå med en tand i hånden, som angiveligt har siddet i Struenses mund, før den endte på Medicinsk Museion. 7 Eller det ålevod, som nu lig- ger velregistreret og -konserveret i Fiskeri- og Søfartsmuseets magasin, men som virkelig engang har været fuldt af ål i farvan- det ud for Kalvehave. At kunne illustrere sin historie med den ægte vare er et stort aktiv for museerne ikke mindst i en tid, hvor digitalisering, aug- menteret virkelighed og virtuelle verdener tager teknologiske tigerspring fremad. Men henvisningen til autenticitet er et ringe handlingsanvisende argument for indsamling. Det åbner slu- seporte og er ikke noget alternativ til indsamlingskriterier, der er defineret i forhold til en faglig problematik. Men størst af alt... ”Det er med museer som med børn – de kommer af kærlighed!” Citatet skyldes Erik Kjersgaard, nu afdød direktør for Den Gamle By, der engang under en embedsmands tørre foredrag om alle de problemer, der ville knytte sig til at etablere et gasmuseum, sprang op fra sin plads på første række og fuldstændigt overtog scenen. Kjersgaard har ret. Et museum opstår, fordi nogen virkelig for alvor har noget på hjerte. De er ildsjæle, og de brænder for et emne, en historie. En historie så vigtig, at de gerne går gennem ild og vand for at se den fortalt. At kærlighed gør blind, er i den- ne sammenhæng en stor fordel, fordi ingenting distraherer. Kærlighed til emnet, eller måske mere politisk korrekt formule- ret, et inderligt engagement i sagen kendetegner Fiskeri- og Sø- fartsmuseet. En passioneret tro på vigtigheden og betydningen af den maritime historie, museeet fortæller. Målet er den vigtige historie, museet er midlet. Er det nu rigtigt? Kan man ikke med lige så stor ret hævde det modsatte: At den nu 50-årige i kraft af sit engagement i sagen har oplevet en sådan succes og anerkendelse, at museet er ble- vet til en attraktion, og at attraktionen er blevet målet, den vig- tige historie midlet? Jo, teenageren er blevet voksen. Museet er kommet op i en liga, hvor det er nødt til at acceptere, at målet er dets egen fortsat- te eksistens. Ikke for enhver pris. Kunsten er sideløbende at fastholde den gode historie som drivkraft. Men de uskyldige hopla-dage er forbi. Museet er blevet en af Esbjergs helt store attraktioner med hvad deraf følger af ansvar og forpligtelser. Museer kommer af kærlighed. Javist. Og af museer kommer i visse heldige tilfælde attraktioner. Det er Fiskeri- og Søfartsmu- seet et godt eksempel på. Eske Wohlfahrt (f. 1953) Etnolog, mag.art. 1982-1999 leder af Limfjordsmuseet,1999-2002 seniorforsker på Nationalmuseet, 2002-2017 konsulent i Kulturstyrelsen. Har arbejdet inden for maritim historie, lokalhistorie, digital registrering og museumspolitik. Var i perioden 1988-2008 medlem af bestyrelsen for Skibsbevaringsfonden. Noter 1 Wohlfahrt 1987 2 Hjorth Rasmussen 1988 3 Stoklund 1979, s. 26 ff. 4 Stoklund 2003, s. 11. 5 Højrup 2002, s. 47 ff. 6 Torben Witt, tidligere leder af Aalborg Historiske Museum, finder det hensigts- mæssigt at operere med tre begreber i vurderingen af, hvorvidt en genstand bør indlemmes i museets samling: Dokumentationsværdi, illustrationsværdi og sjældenhed set i forhold til museets eksisterende samling og dets ansvarsområ- de (Witt 1977). 7 Se: http://www.museion.ku.dk/