Sjæklen 2017

47 Men så begyndte kritikken. Genstandene var løsrevet fra deres sammenhæng, de manglede kontekst, lød det. Var det rimeligt at opfatte kultur, som en samling elementer, der kunne stu- deres hver for sig? Fra studieobjekt til illustration Kulturelle helheder blev det nye fokus. Ideen om at studere ele- menter uden blik for deres kontekst veg til fordel for studier, hvor vægten lå på sammenhænge og relationer. Det var ikke bare et spørgsmål om, at nogle museer havde mistet interessen for genstande. Det var en generel tendens i den videnskabelige verden omkring 1970, at man forlod studiet af enkeltelementer til fordel for studiet af helheder. Etnologer og andre nyere tids kulturhistorikere fandt typisk deres helheder i små, overskueli- ge samfund i form af en ø, et fiskerleje eller en landsby. 3 Det nye paradigme kom ikke kun til at præge museernes un- dersøgelser. Det satte sig også igennem i museumsudstillinger, hvor man gik fra at udstille fx bådene i en gruppe for sig og fiskeredskaberne i en anden separat gruppe til at vise et tab- leau, hvor redskaberne lå i bådene. Og man forlod ønsket om at indsamle skomagerens værktøj – nu tog man i stedet hele hans værksted. Også museernes registrering lod sig påvirke: I stedet for at re- gistrere hver enkelt genstand for sig begyndte museerne at re- gistrere museumssager, det vil sige helheder, der kan rumme genstande, fotos, optegnelser mv. med det fællestræk, at de belyser den samme problematik. Fiskeri- og Søfartsmuseet var med drivvodsundersøgelsen i god overensstemmelse med det nye paradigme, for så vidt som fo- kus var på relationer i lokalsamfund, og for så vidt som gen- standen – voddet – kom i anden række. Den var reduceret til anledning til det primære studieobjekt, den sociale sanktion mod innovatører. Og heri ligger begrundelsen for at dvæle ved dette paradig- meskift: Den minutiøse undersøgelse og beskrivelse af genstan- den, som var bærende for analysen både under diffusionismen og dens teoretiske forgænger, evolutionismen, har mistet sin betydning. Om genstanden er fem eller ti meter lang, om den er grøn eller gul, af træ eller jern – det er ikke længere vigtigt. Ovenstående er naturligvis groft forenklet, og det skal nævnes, at forskellige teoretiske analyseformer har forsøgt at give gen- standen dens centrale rolle tilbage, bl.a. ved at studere genstan- den under et kommunikativt 4 eller teknologisk 5 perspektiv. Genstandene har altid været museernes adelsmærke og en so- lid knage for deres selvfølelse. Derfor kunne man have forven- tet sig en eksistentiel museumskrise, når der nu ikke længere er noget overordnet videnskabsteoretisk credo, der tilkender genstanden en central plads i den kulturhistoriske analyse. Men krisen er udeblevet. Museerne hjemtager stadig genstande og magasinerne bugner. Man behøver blot gå en tur på Fiskeri- og Søfartsmuseet for at lade sig overbevise. Museumsgenstanden indtager fortsat en prominent plads. Men hvorfor gør den det? Hvad bruger museerne egentlig genstanden til nu, da der ifølge ovenstående ikke længere er saglig grund til at nærstudere den? Genstanden er uundværlig som dokumentation, vil de fleste mu- seumsfolk nok svare. Men er det ikke bare et forældet dogme? 6 For arkæologer er genstandens dokumentationsværdi reel nok. For dem er genstanden det primære studieobjekt, og sammen med fundomstændighederne er genstanden den eneste kilde til forhistorien. Men for historikere og etnologer, der beskæftiger sig med tiden efter 1660, stiller sagen sig anderledes. Genstan- dens dokumentationsværdi er stærkt begrænset, for genstan- den dokumenterer sin egen tilstedeværelse og karakter og ikke de mere abstrakte emner, som museerne har arbejdet med i deres undersøgelser i de seneste knap 50 år. Hvad genstanden i dag måtte savne af værdi som dokumenta- tion, har den til gengæld som illustration. Den har pædagogisk og formidlingsmæssig værdi, og det er disse egenskaber – også omtalt som fortælleværdi og symbolværdi – der i sidste instans