Sjæklen 2017

44 og interviewe fiskere. Fra Præstø, der var begyndelsessted, gik turen syd- og vestover gennem Bøgestrømmen og Storstrøm- men, gennem Smålandshavet, over Langelandsbæltet, syd om Langeland og via Det Sydfynske Øhav og Lillebælt til Vejle og Bredballe Strand, hvor vi sluttede. Det var en af Hjorth Rasmussens metodiske pointer, at det let- tede og fremskyndede vor adgang til disse ofte meget lukkede lokalsamfund, at vi kom sejlende, at vi boede ombord, og at vi ikke skilte os for meget ud fra fiskerne i påklædning. Denne felt- arbejdslignende stil gav mange gode kontakter og positiv lokal presse. Det var ikke lige på den aktive og udadvendte måde, publikum plejede at møde et museum i 1975. Men det var hel- ler ikke et hvilket som helst museum. Det var ungt, selvbevidst og utrationelt. Og på direktørens baglomme stod der hverken Wrangler eller Lewis. Der stod Hopla. Paradigmeskift Hvis nu vi var kommet sejlende 10 år tidligere, ville vor under- søgelse have set anderles ud. I midten af 1960’erne var museer- nes forskning endnu præget af ønsket om at kunne sige noget generelt om kulturens udvikling og alder, og til det brug var ud- bredelseskort den vigtigste metode. Man lavede udbredelses- kort ved at plotte forskellige kulturelementer ind på hver deres topografiske kort. Ved at sammenholde udbredelseskort fra forskellige tidspunkter kunne man umiddelbart se, hvordan et Princippet i et åledrivvod er at en vodpose trækkes hen over bunden efter en båd, der driver sideværts. Litografi: C.F. Drechsel, 1890.