Sjæklen 2017

42 Jeg var blevet advaret mod Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. ”Det trænger sig ind på vore enemærker”, forklarede bestyrelses- formanden, da jeg i 1981 var til ansættelsessamtale på Limfjord- museet i Løgstør. Derfor burde jeg have anet uråd, da jeg et par år senere befandt mig i en sparsomt møbleret, halvkold stue hos en ældre fisker på Salling. Vi sad ved spisebordet, og på den noget fedtede voksdug stod mellem os Limfjordsmuseets se- neste investering i form af en splinterny kassettebåndoptager med tilhørende kvalitetsmikrofon. Fiskeren var en guldgrube af information og fortalte lyslevende og detaljeret. Og det han for- talte bestyrkede min tese, nemlig at fiskerilovens restriktioner for Limfjorden var så skrappe, at fiskerne følte sig presset til for- skellige former for ulovligt fiskeri. At fiske ulovligt var simpelt- hen en nødvendig strategi, når man som fisker på Limfjorden skulle gøre sig håb om at kunne konkurrere med fiskere i andre farvande med en mildere regulering. 1 Jeg husker min stille begejstring, og hvordan jeg rettede forsig- tigt på mikrofonen – denne optagelse måtte ikke glippe – da han forklarede, hvordan det i hans ungdom var helt almindeligt altid at have en sæk salt med i båden. ”Jo, for der var jo krig mel- lem fiskerne og fiskerikontrollen,” fortalte den gamle fisker videre. Saltet blev brugt, når nu fiskerikontrollen jagtede en båd for at borde og opbringe den. Kort før fiskerikontrollen nåede frem, skruede fiskerne det ulovlige motorspil af (det sad af samme grund kun fast med fire vingemøtrikker på motorkassen), bandt sækken med salt og et diskret flåd til motorspillet – og vippede det hele over lønningen ud i søen. Når kontrollen nåede frem, var der intet at se, hverken i båden eller i vandet, hvor saltsæk- ken tyngede flåddet ned. Kontrollen kunne intet stille op. Dagen efter var saltet opløst, og flåddet lå i overfladen, når fi- skerne kom og hentede deres spil. Ikke kun en god historie, men en illustration af en central po- inte: Det særlige ved Limfjordsfiskeriet er i modsætning til fiske- riet i andre farvande, at staten gennem århundreder har forsøgt at styre og regulere det. Og ikke mindst, at fiskerne gennem århundreder har søgt at omgå de statslige regler og paragraf- fer. Jeg følte mig som en meget heldig museumsmand, der lige havde fundet nøglen til det forjættede land. Men lykkefølelsen forsvandt brat, da jeg på vej ud ad døren spurgte: ”Og alt det har du oplevet i din ungdom?” ”Nej, nej, det har jeg læst i en bog fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.” Museets første direktør, Alan Hjorth Rasmussen, i sit rette element på vej til feltarbejde blandt fiskere på Nordsøen. Hjorth Rasmussen lagde stor vægt på feltarbejde ud fra betragtningen, at det, der er nutid i dag er fortid i morgen. Eller som han formulerede det: "Dagen i dag bliver fortid så hurtigt som man kan vende sin hånd." Foto: Esbjerg Byhistoriske Arkiv.