Sjæklen 2017

35 lovrevision i 2012, hvor sondringen mellem forskellige muse- umstyper blev ophævet, og tilbage stod alene en skelnen mel- lem statslige museer og statsanerkendte museer. I forbindelse med museets åbning for publikum gjorde etno- logen Alan Hjorth Rasmussen sig som Fiskeri- og Søfartsmuse- ets leder i en kortere artikel til det etnologiske fagtidsskrift Nord- Nytt en række overvejelser omkring, hvad det ville sige at være et specialmuseum anno 1968. Han påpegede først og fremmest opgavens sværhedsgrad. 21 I hans optik skyldtes det blandt an- det specialmuseets økonomiske tilskudsmuligheder. Som mu- seumstype uden for museumsloven var museet afhængigt af år for år at komme på finansloven og dermed opnå støtte fra de beløb, fagministerierne have til disposition for specialmuseer- ne. Men udfordringen for etableringen af et nyt specialmuseum lå også i den realitet, at museet var opstået i opposition til det eksisterende museumslandskab. Der var tale om et museum, som kom til efter mange lokalmuseers etablering og dermed i konkurrence om bevaringen og formidlingen af kulturarven. For, som Hjorth Rasmussen retorisk stillede spørgsmålet: hvem skulle indsamle fiskerkulturen – Nationalmuseet, lokalmuseer- ne rundt i landet eller et specialmuseum? Til trods for de kulturpolitiske intentioner om et funktionelt ord- net, decentralt museumsvæsen også for specialmuseerne, så var virkeligheden, som så ofte, langt mere kompleks. Fiskeri- og Søfartsmuseet var ikke ved sin etablering eller senere hen alene om at forvalte fagområdets kulturhistorie. Dansk Fiskerimuse- Frilandsudstillingen set fra nord. I 1989 åbnede afdelingen med arbejdende værksteder og formidlingen af kystkulturens dagligliv i tidens omkring Anden Ver- denskrig. Legepladsen som del af udstillingen vidner om museets fortsatte arbejde med at imødekomme forskellige besøgsgruppers behov.