Sjæklen 2017

34 spørgsmål samt føre tilsyn med anvendelsen af de statstilskud, som tilfaldt museerne i landsdelen. Endelig indførtes med loven et kvalitetskrav for kulturhistoriske lokalmuseer, der vedrørte særlige krav til museets vedtægter, arbejdsplaner og museums- tekniske forhold. Kravene lå i tråd med tidligere praksisser for de kulturhistoriske lokalmuseer, således at de med lovens ind- førelse kunne statsanerkendes. 33 lokalmuseer blev statsanerkendt i 1958 og i årene efter en lang række flere, så antallet otte år efter omtrent var fordoblet til 59 statsanerkendte kulturhistoriske lokalmuseer, og 11 af de 17 mulige landsdelsmuseer var udpeget. 16 Den lokalt forankrede økonomi i det voksende danske kulturhistoriske museumsvæsen var dermed væsentligt forøget og blev anvendt til ansættelsen af fagligt personale og det folkeoplysende formidlingsarbejde i for- længelse heraf. Museumssagen blev med loven som virkemiddel således yderligere decentraliseret også økonomisk. I løbet af 1960’erne blev museumsloven for de kulturhistoriske lokalmuseer revideret et par gange, særlig hvad angik de øko- nomiske tilskudssatser, som skulle styrke museernes arbejds- vilkår. Herunder fik landsdelsmuseerne pålagt krav om dels at ansætte personale med særlige museumspædagogiske kvalifi- kationer og dels at styrkede deres formidling med sigte på et bredt publikum. Kulturpolitikken fra midten af 1960’erne havde, hvad som i tiden blev omtalt som ”kulturens demokratisering” på dagsordenen, og det betød, at kulturtilbuddet skulle spredes ud i landet, hvilket museer og folkebiblioteker var væsentlige bidragsydere til. 17 Kunstmuseerne fik i 1964 også deres lov om statstilskud, som omfattede de museer, der havde til formål at belyse dansk billedkunst eller betydende epoker i billedkunsten. Men i 1971 blev museumsloven for kulturhistoriske lokalmuseer endnu engang revideret, og denne gang betød revisionen, at loven åbnede sig for både lokal- og specialmuseer. Det blev mar- keret ved, at loven fik navnet Loven om statstilskud til kulturhisto- riske museer . 18 Samtidig fastsatte loven en forskelsbehandling af lokalmuseerne og specialmuseerne, som kan anses for at være væsentlig for begge institutioners identitet fremover. Til forskel fra de statsanerkendte, kulturhistoriske lokalmuseer skulle tilsy- net med specialmuseerne således alene føres af Rigsantikvaren, hvis arbejdsopgave omfattede indstilling til statsanerkendelse overfor kulturministeren, tilsyn, tilskudsberegning og fordeling. Dernæst blev der også skelnet mellem de to museumstyper i forhold til tilskudsbetingelserne. Specialmuseernes tilskud blev ikke betinget af tilsvarende faste, lokale (stedslige) tilskud, men det blev blot forudsat, at statstilskuddet var modsvaret af faste, ikke-statslige, økonomiske tilskud, som for flere specialmuseers vedkommende med en erhvervsprofil, betød økonomisk støtte fra virksomheder og erhvervets interesse- og/eller fællesorgani- sationer. Fiskeri- og Søfartsmuseet blev statsanerkendt 1972 og fik tilskud som specialmuseum. 19 En ny museumslov i 1976 skulle så endelig samle alle de stat- stilskudsberettigede museumskategorier i en samlet lov – Mu- seumsloven – og i den forbindelse blev tilsynsinstansen ændret til Statens Museumsnævn, bestående af 16 medlemmer, re- præsenterende Amtsmuseumsrådene (etableret samtidig med loven og med det formål at koordinere museumsarbejdet i de enkelte amter), de statslige hovedmuseer for kultur-, natur- og kunsthistorie, samt Kommunernes Landsforening, Amtsråds- foreningen og hhv. kultur- og miljøministeriet (hvor sidstnævn- te havde ansvaret for statens fredningsmyndighed, naturfred- nings- og bygningsfredningslove, fortidsmindeforvaltning mv., som museerne rundt i landet ofte bistod, hvad angik faglig vur- dering og forvaltning). 20 Loven opererede med to statsanerken- de museumstyper, § 15, som vedrørte lokalmuseer og § 16, som vedrørte statsanerkendte museer, der udførte en virksomhed af særlig betydning, herunder i forbindelse med varetagelse af et museumsfagligt speciale, altså det, der i daglig tale kaldes specialmuseer. Uvist af hvilken årsag kom Fiskeri- og Søfarts- museet under denne lov til at høre under § 15, hvilket udløste et statstilskud, der stod i forhold til det kommunale tilskud. Først i 2006 blev museet godkendt efter § 16. Specialmuseernes kulturpolitiske position blev således etableret i begyndelsen af 1970’erne, og mindre ændringer med de lø- bende lovrevisioner gjorde sig gældende til den igen markante