Sjæklen 2017

33 emner: Danmarks Tekniske Museum (1911), Dansk Jagt- og Skov- brugsmuseum (1942), Handels- og Søfartsmuseet (1915) mv. 12 Præfikset ”Dansk” eller ”Danmark” er det påfaldende ved flere af de nævnte museer. Og som indledningsvis nævnt skiller spe- cialmuseerne sig således ud fra de kulturhistoriske lokalmuseer ved at gå geografisk på tværs. Samtidig er det på det punkt, at specialmuseerne ligner de statslige hovedmuseer – National- museet, Statens Museum for Kunst, og Statens Naturhistoriske Museum – der også arbejder nationalt, men tematisk væsentlig bredere end specialmuseerne. Geografisk var de første speci- almuseer placeret som hovedmuseerne i hovedstadsområdet. Men, som Fiskeri- og Søfartsmuseets er et eksempel på, opstod igennem 1900-tallet flere specialmuseer rundt omkring i landet, og museumstypen kan derfor ses som medvirkende til at styrke museumssagens fortsatte decentralisering og som aktiv i for- hold til at bringe det nationale blik ud i landet og styrke kend- skabet til landets fælles kulturarv. Specialmuseet i kulturpolitikken At beskrive specialmuseet og indkredse dets karakteristika er praktisk talt umuligt, hvis ikke også kulturpolitikken, som her- sker omkring institutionen, tages i betragtning. Og i special- museets tilfælde er det kulturpolitiske perspektiv netop inter- essant, fordi det er gennem kulturpolitikken, at museumstypen reelt defineres, omend det også er gennem kulturpolitikken, at museumstypen formelt blev annulleret for få år siden og derfor i dag, når disse ord skrives, må betragtes som en uformel karak- teristik, der peger tilbage på dansk museumshistorie såvel som på museets egen selvforståelse. Således er den aktuelle situation den, at kategorien specialmu- seum ikke har eksisteret i lovmæssig forstand siden revisionen af Museumsloven i 2012. Forstået på den måde at loven ikke specifikt benytter ordet ”specialmuseum”, men taler om særligt tilskud til statsanerkendte museer, der udfører en virksomhed i forbindelse med varetagelse af et museums faglige speciale. Men når terminologien specialmuseum fortsat anvendes, er det som en historisk bestemt kategori og i forlængelse heraf som et sindbillede på netop en række museer, der opstod gennem at identificere sig som specialmuseum og siden blive anerkendt som sådant rent kulturpolitisk. Det kan også forklare, hvorfor der stadig i dag eksisterer en Foreningen for Specialmuseer i Dan- mark , stiftet i år 2000 som led i at styrke netop specialmuseernes stemme i kulturpolitiske forhandlinger som en særlig position med særlige vilkår, hensyn og behov; men som i dag, udover at være en gruppe museers stemme i kulturpolitikken, også er et erfaringsnetværk mellem museer, der fortsat, kulturpolitiske ændringer til trods, anser sig for at være specialmuseer. 13 Før 2012 havde specialmuseet således en anden rolle i kultur- politikken, som blev tilgodeset i tilskudsloven for museerne. For at forstå den kulturpolitiske situation er det nødvendigt at gå tilbage til 1958, hvor den første museumslov for den ny muse- umsbetegnelse – kulturhistoriske lokalmuseer – trådte i kraft. Loven definerede således denne museumstypes forpligtelse – inden for et afgrænset område af landet at indsamle og beva- re genstande fra fortiden og gøre disse tilgængelige i folkeop- lysningens og videnskabens tjeneste. Dertil omfattende den nye museumslov nye principper, økonomisk og organisatorisk, for de kulturhistoriske lokalmuseer. 14 Statens økonomiske bidrag til lokalmuseerne skulle altså op- muntre til lokaløkonomiske initiativer på især kommunalt ni- veau og til ansættelsen af fagligt personale. Statstilskuddet var kun rettet mod selve museets drift og ikke lokaleleje, som blev forudsat lokalt/kommunalt finansieret. Organisatorisk fordrede loven oprettelsen af en selvstændig tilsynsinstitution – Statens Lokalmuseumstilsyn – bestående af Rigsantikvaren (dvs. nationalmuseets direktør 15 ), to repræsentanter fra Natio- nalmuseet, to repræsentanter fra lokalmuseerne (valgt blandt det faglige personale), en repræsentant for kommunernes fællesorganisation, og en repræsentant for resortministeriet (i 1958 Ministeret for kulturelle anliggender). Endvidere indførte loven begrebet landsdelsmuseer, som reelt var en titel tiltænkt de større kulturhistoriske lokalmuseer med fagligt personale, som nu fik i opdrag at stå til rådighed for deres landsdels lokal- museer ved faglige, formidlingsmæssige og museumstekniske