Sjæklen 2017

30 Indledning – signalement af en museumstype På Fiskeri- og Søfartsmuseet er det ikke svært at se, at det er relationen mellem land og vand, der er museets omdrejnings- punkt, og som gennem nu fem årtier har givet de besøgende oplevelser og indsigter i havets dyr, naturforhold og det men- neskelige liv, som det udspiller sig med og/eller på bekostning af havet. Skal museets karakteriseres i museumsfaglig sam- menhæng, er der tale om et natur- og kulturhistorisk special- museum med ansvar for indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af dansk fiskeri, dansk offshore, dansk havmiljø, danske havpattedyr, vestjysk søfart og Vadehavets kultur- og naturhistorie. 1 Specialet er med andre ord righoldigt. Og det er også indtryk- ket, når museet aflægges et besøg. Det ene øjeblik lader man sig fascinere af og fordybe i Vadehavets fisk, det næste øjeblik i livet omkring offshore-aktiviteterne på Nordsøen – hvor en si- muleret helikoptertur ud til Dan-feltet ca. 200 km vest for Es- bjerg overbeviser om, at mod og eventyrlyst er del af livet her – og i næste øjeblik igen lader man sig indfange af historien om fiskerierhvervets udvikling, mellem fangstmetoder og stor- politik gennem flere århundreder i et land med officielt 8.750 km kystlinje – knap 3.000 km længere end afstanden mellem Moskva og Beijing. Her er nok at se på, og museet har mange historier at fortælle. Mere uanselig er imidlertid den navnemur, som diskret møder en mellem museumsbygningen og det tilstødende frilands- område, hvor kystkulturens dagligliv i tiden omkring Anden Verdenskrig formidles på levende og legende vis gennem byg- ninger, udstillinger og arbejdende værksteder. På to vægflader, over for hinanden, er i murstenene ridset navne på henholdsvis Esbjergs fiskerflåde og de mange virksomheder og privatper- soner, som økonomisk har støttet museet. Navnene er mange. 615 fiskefartøjers navne udgør den ene væg. Antallet er ikke til- fældigt. Det er højdepunktet i antallet af registrerede fartøjer i Esbjergs fiskerihistorie, som indtrådte samtidig med museets åbning for publikum i 1968. Navnemuren er på den måde både en udstilling og en markering af museets institutionshistorie. Muren blev til i forbindelse med museets udvidelse i løbet af 1990’erne, hvor bygningsmassen blev udvidet med endnu en kube på 1.800 kvadratmeter fordelt på fem etager. Hermed blev der plads til arkiv, bibliotek, magasin, værksteder samt en ny søfartsudstilling – Vadehav og Verdenshav – som er blevet vist frem til 2016, hvorefter udstillingen Energi fra havet – dansk off- shore på Nordsøen tog over. Navnemuren giver med andre ord en indikation af specialmuseets selvforståelse. Det handler om tilknytningen til fiskerierhvervet i Esbjerg. Det erhverv som for 150 år siden fik Esbjerg på landkortet, da det fra politisk hold blev besluttet at etablere en havn ved Esbjerg som erstatning for de vestvendte havne, det danske rige havde mistet ved tabet af hertugdømmerne Slesvig-Holsten i 1864. Det er erhvervet, hvis succes i Esbjerg gjorde byen til Danmarks største fiskerby i 1960’erne, og der i 1962 gav modet og motivet til at etablere museet løsrevet fra Esbjerg Museum (etableret i 1941) med stif- telse af en ny museumsforening – Museumsforeningen for Fiske- ri- og Søfartsmuseet . Det er erhvervets storhed, som gav museet det nationale fokus fremfor det tidligere lokalhistoriske greb, der kendetegnede fiskerisamlingerne ved Esbjerg Museum. Og det er erhvervet og dets afledte industrier, som gennem årene økonomisk har støttet museet i dets fortsatte, dynamiske virke for over for publikum at fastholde sin relevans forsknings- og formidlingsmæssigt. Det er Fiskeri- og Søfartsmuseets særegne historie. Et special- museum med både tydelig lokal forankring og nationalt ansvar. Men det ligner også andre specialmuseers, hvis ophav og eta- blering knytter sig til et, på et givent tidspunkt, betydningsfuldt erhverv, som med stolthed og respekt for sig selv har fundet tiden inde til at opdyrke sin historiske bevidsthed og forankring som led i en ansvarlig omgang med sit erhvervs bedrifter. Mu- seumstypen er således ofte blevet til gennem private samlinger, etableret af erhvervets folk, og et passioneret arbejde for netop museumssagen. De lokale kulturhistoriske museer og kunstmu- seer er også rundet af tilsvarende stof. Men hvor lokalmuseer har den lokale egn som omdrejningspunkt, lægger specialmu- seet sit snit tematisk og nationalt.