Sjæklen 2017

111 genstandenes oprindelse, brug og tilhørsforhold er velbeskre- vet. Det at være ”indført” i et museum betyder, at hver genstand skal have gennemgået en registrering, som er med til at fasthol- de den information og fortælleværdi, den indeholder. Registrering af museumssamlinger har en lang og omskiftelig historie med forskellige tiders skiftende fokus og prioritering af opgaven. Museumsforeningens første formand, Arne Espe- gaard, var ikke kun primus motor i de genstandsindsamlinger, som lagde grunden til oprettelsen af Fiskeri- og Søfartsmuseet, han var også sprogforsker af fag og hans arbejde med registre- ring var derfor også af stor værdi, idet ”… Espegaard var ikke blot en entusiastisk indsamler, hans sprogvidenskabelige uddannelse kommuseet til gode ved en grundig registrering af hvert eneste ind- samlede objekt, som blev målt og beskrevet, naturligvis også med genstandens dialektnavn ”, 25 som en senere ansvarlig for museets indsamling udtrykte det. Til at hjælpe sig fik Espegaard ansat museets første lønnede medarbejder, arkivar Andreas Møller, et par timer om ugen. Indføringen af genstande med angivelse af art og beskrivelse samt giver og herkomst blev noteret i Fiskeri- og Søfartsmuse- ets første genstandsprotokol, der blev påbegyndt i maj 1962. Registreringsarbejdet fortsatte med høj prioritet i den følgende hektiske indsamlingsperiode frem til museets åbning i 1968, men herefter kom der fokus på udstillinger og formidling, hvil- ket skubbede det øvrige museumsarbejde i baggrunden. I nog- le år blev registreringsarbejdet sat på meget lavt blus med de såkaldte ”foreløbige blanketter”, som kun blev nødtørftigt ud- fyldt. 26 Midt i denne registreringspukkel, der var blevet opho- bet, tog museet i 1973 det drastiske skridt at lade al registrering overgå til EDB. Som det første museum i landet gik Fiskeri- og Søfartsmuseet i 1973 i gang med at registrere den kulturhistoriske samling på EDB. På daværende tidspunkt omfattede museets samling mere end 10.000 genstande og 25.000 negativer. Når museet blev pionér, og ingen andre museer hidtil havde begivet sig ud i EDB-registrering, skyldtes det ifølge museumsinspektør Alan Hjorth Rasmussen at ” museumsfolk har haft et for traditionelt syn på museumsarbejde”. 27 Til formålet blev indkøbt en kodebånds- maskine til den nette sum af 18.000 kr., og der blev afsat 10.000 kr. om året til bearbejdning af indtastningerne hos en data- central. De kodebånd, der kom ud af maskinen, blev afleveret til Vestjydsk Data Bureau i Esbjerg, som overførte data og op- lysninger til mikrofiche. 28 For at kunne læse mikrofiche blev der søgt og bevilget 9.000 kr. af Kulturministeriets dispositionsfond til indkøb af et læseapparat, idet ” museet i Esbjerg er det første på området, og at man fra statens side venter spændt på resultatet af EDB-registreringen ”. 29 I 1981 var omtrent halvdelen af alle museumsnumre overført til EDB, men da var den teknologiske udvikling for længst løbet fra kodesystemet, og man måtte erkende, at en ny løsning var nødvendig. 30 Det havde været dyrt købte erfaringer, og oven i købet skete der i forbindelse med registreringen en del datatab, idet de såkaldte kodeark kun tillod et begrænset antal tegn i de felter, hvori oplysninger om genstandene blev anført. Den første EDB-registrering på museet skete ved hjælp af en såkaldt ko- debåndsmaskine, som lavede kodebånd med huller, der blev sendt til en da- tacentral. Her ses museets kontorassistent Grethe Gedde i færd med indtast- ningen. Foto ca. 1980.